|
|
|
|
Socialt ansvarlige investeringer vinder frem På trods af den aktuelle krise foretager banker og pensionskasser stadig flere investeringer på baggrund af etiske screeninger og går aktivt i dialog med de børsnoterede selskaber om deres sociale ansvarlighed eller mangel på samme. Flere efterlyser en mere ensartet CSR-rapportering fra virksomhedernes side. Over halvdelen af de danske institutionelle investorer foretager en etisk screening af de virksomheder, de overvejer at investere i. Det viser en undersøgelse foretaget af kommunikationsvirksomheden PROSPECT blandt 13 af landets største banker og pensionskasser, der tilsammen forvalter mere end 1.000 mia. kroner. Undersøgelsen viser også, at ca. en tredjedel af de adspurgte har forsøgt at udfordre virksomhedernes sociale ansvarlighed gennem møder, på generalforsamlinger eller gennem etisk samarbejde. Det er fortsat en relativ lille andel af den samlede forvaltede kapital, der direkte er allokeret til investeringer i socialt ansvarlige virksomheder. Men mere end halvdelen af de adspurgte aktiechefer og porteføljeansvarlige er ikke i tvivl om, at flere kunder de kommende år vil stille krav om, at deres opsparing investeres socialt ansvarligt. Hans Henrik Munch-Jensen, Director i PROSPECT uddyber: ”Selv om det i dag primært er de udenlandske investorer, der benytter etiske screeninger og stiller krav om social ansvarlighed, må de danske virksomheder indstille sig på, at kravene fra danske investorer også vil vokse betydeligt i de kommende år. Fokus vil øges på selskabernes arbejde og rapportering af indsatsen, når det gælder miljø, socialt ansvar og Corporate Governance. En udvikling lovkravet om redegørelse for samfundsansvar skubber yderligere til”. Lovkravet indebærer, at virksomhederne skal oplyse om deres politik for samfundsansvar. Har virksomheden ikke en politik, skal det oplyses i årsrapportens ledelsesberetning. De institutionelle investorer efterlyser en mere ensartet CSR-rapportering fra virksomhedernes side. Dette resultat er helt i tråd med resultaterne fra en undersøgelse, som PROSPECT foretog blandt de danske aktieanalytikere i 2008. ”Både undersøgelsen blandt aktieanalytikerne og nu denne blandt de institutionelle investorer viser, hvor vigtigt det er for de noterede virksomheder at benytte sig af en af de alment anerkendte rapporteringsstandarder, der findes. Kun sådan kan virksomhederne for alvor tydeliggøre værdiskabelsen over for såvel institutionelle og private investorer som analytikere” siger Hans Henrik Munch-Jensen. Hver fjerde af de institutionelle investorer oplyser, at de allerede i dag er tilmeldt FN’s ”Principles for Responsible Investments” (UNPRI). Et internationalt initiativ, hvor medlemmerne forpligter sig til så vidt muligt at investere i socialt ansvarlige virksomheder. Flere oplyser også, at de enten er på vej til at indsende ansøgningen eller har indsendt ansøgningen, men afventer svar. Den fulde undersøgelse kan rekvireres ved henvendelse til: kommunikationsrådgiver Thomas Holt th@prospect.dk For yderligere spørgsmål: Director Hans Henrik Munch-Jensen Tlf.: 33730061 Mobil: 20751344hhmj@prospect.dk
|
|